
Frysebehandling ( KRYO behandling) er ofte en meget effektiv ogskånsom behandling af kontaktblødninger (blødning efter samleje). Dog skal man først have udelukket at det ikke er infektion eller celleforandringer som kan være forklaring til blødningerne, hvilket gøres med et celleskrab og en podning fra livmoderhalsen.
Ved frysebehandlingen fryses det yderste lag celler på dinlivmoderhals. Dette foregår med en kold forstøvende spray hvor der fryses i 6sekunder – herefter en pause til iskrystallerne er forsvundet og en ny frysebehandling kan foretages. I alt fryses 6 gange af 6 sekunders varighed, med en kort pause imellem. På den måde bliver det øverste, irriterede slimhindelag i området afstødt, og der opbygges efterfølgende en ny sund slimhinde.
Du mærker ikke meget til selve behandlingen. Måske kan du mærke lidt murren i underlivet, lidt som lette menstruationssmerter. Du kan med fordel tage 2 stk. Pamol 1 time før din tid her i klinikken.
Selve behandlingen tager cirka 5 minutter. Du kan genoptage dine normale gøremål efter behandlingen.
Det første døgn kan du have let blødning og i nogle uger derefter opleve let øget mængde vandigt udflåd.
For at mindske risikoen for infektion frarådes brug aftampon, svømning, karbad og samleje i 1-2 uger efter hver behandling. Ligeledes tilrådes kondom ved samleje, så længe der er øget udflåd.

Kontakt læge, hvis du får:
- Kraftig blødning
- Ildelugtende udflåd
- Kraftige smerter i underlivet
- Feber
Der skal gå ca. 2 uger imellem behandlingerne. De fleste har brug for 2-4 behandlinger før de oplever helt optimal effekt.
Hvis du har din menstruation eller regner med at få den omkring den planlagte aftale til frysebehandling, bedes du kontakte klinikken på lægevejen.dk og få en ny tid.
