Vejledning i forbindelse med keglesnit

GYNÆKOLOG 
STINNE HOLM BERGHOLDT

Personlig, professionel
og nærværende

-

telefon, 66136012
Telefontid, 9-11 mandag - torsdag

Vestergade 39, 3 tv
5000 Odense C

Du har fået tid i klinikken til at få lavet et keglesnit.

Du må ikke have din menstruation den dag du kommer til keglesnit. Det er en god ide at tage 1 g Pamol/Panodil 1 time før din tid hos os, da man godt kan opleve menstruationssmerter i forbindelse med og efter indgrebet.

Ved svære celleforandringer (CIN3) og ved moderate celleforandringer (CIN2) hos kvinder, der ikke ønsker flere børn, anbefales et keglesnit, da disse typer af celleforandringer ubehandlet kan udvikle sig videre til forstadier til livmoderhalskræft.

Hos kvinder omkring eller efter overgangsalderen kan det være svært at få optimale, repræsentative vævsprøver ved mistanke om celleforandringer eller persisterende (dvs. til stede mere end et år) HPV infektion, så her anbefales ofte også et keglesnit, som så både giver diagnostik og samtidig kan fjerne de eventuelle foramdringer.

Ved indgrebet udskæres en lille kegle fra livmoderhalsen, såde syge celler på livmoderhalsen fjernes. Først lægges en grundig lokalbedøvelse. Herefter fjernes keglen med en el-slynge, og kanten af keglen varmebehandles med en lille kugle, der både modvirker blødning og behandler mulige celleforandringer i kanten af keglen.

Indgrebet tager 10-15 minutter. Hvis du bløder lidt bagefter vil vi lægge en gazetampon i skeden, som kan fjernes efter 3-4 timer.

Har du en spiral, kan vi nogle gange komme til at skære snorene over ved keglesnittet. Dette betyder, at du skal henvises til os den dag spiralen skal skiftes eller fjernes, men det ændrer ikke på spiralens virkning.

Efter keglesnittet

Den udskårne kegle sendes til mikroskopisk undersøgelse. Der er svar i løbet af 4-6 uger, som du modtager direkte fra os via Lægevejen.dk.

Vi modtager en beskrivelse af celleforandringernes grad og udbredning og om forandringerne når til kanten af keglen, eller om der er frie kanter. Hvis undersøgelsen viser, at der ikke er frie kanter, er der dog ikke er grund til bekymring, da kanten af keglen altid varmebehandles.

Efter et keglesnit skal du altid have lavet et celleskrab hos egen læge efter 6 måneder. Hvis kanten af keglen ikke er fri, skal der både laves celleskrab efter 6 og 12 måneder, også hos egen læge. Hvordan din kontrol skal foregå, vil fremgå af vores svar til dig.

Efter keglesnit anbefaler vi at man venter 3 mdr. med atblive gravid, således livmoderhalsen er helt ophelet. Når man har fået keglesnit, anbefales det, at livmoderhalsen ultralydsscannes omkring graviditetsuge 16, så gør derfor opmærksom på, at du har fået lavet et keglesnit, når du er hos egenlæge og får oprettet vandrejournal (ved 1. graviditetsundersøgelse).

Hvad skal du reagere på:

Kraftig blødning- mere end ved menstruation

Feber eller smerter

Ring til klinikken, egen læge eller lægevagten udenfor vores eller egen læges åbningstid.

HPV-vaccination i forbindelse med keglesnit?

Findes der HPV-typer omfattet af vaccinen Gardasil 9 (som beskytter mod HPV 6,11,16,18,31,33,45,52 & 58) i dit celleskrab, vil vi anbefale dig at få vaccinen.

Vaccinen fjerner ikke HPV-virus fra din krop, men den kan muligvis hjælpe immunsystemet med at nedsætte risikoen for at HPV-virus medfører nye, fremtidige celleforandringer.

Du skal have 3 doser (ca. 1100 kr. pr dosis) som er egenbetaling. Sygesikringen ”Danmark” giver tilskud og du kan få tid til vaccinen hos din praktiserende læge.

Vi anbefaler, at du lader dig vaccinere i forbindelsemed et keglesnit, så du ikke igen bliver smittet med HPV-virus.

Kombinerer man keglesnit med vaccine har man gjort alt hvad man selv kan for at beskytte sig mod fremtidige celleforandringer